Dødsattester i Danmark frem til 1940

Oldemor boede i Odense, men døde på hospital i Dianalund, hvor er dødsattesten?

En bruger af hjemmesiden, Jan Thrane, fortæller:

Min svenske oldemor, min mors mormor, døde i 1935, 55 år gammel. Hun boede i Odense på det tidspunkt,  men havde i en periode været indlagt på ”Kolonien Filadelfia” i Dianalund, som var Epilepsihospital og sindssygehospital. Jeg vidste fra kirkebogen, at hun døde mens hun var indlagt, men havde ikke flere detaljer.

Min mor har fortalt at der ikke blev snakket om ret meget om min oldemor i hendes barndomshjem, og dødsårsagen har derfor været ukendt. Da hun døde på Filadelfia har vi diskuteret om det var en naturlig død eller muligvis selvmord. Jeg har været i tvivl om, hvor jeg skulle finde dødsattesten, da hun jo døde i Dianalund og ikke i Odense.

Da Odense 1935 kom til syne på denne hjemmeside, gik jeg i gang med at lede - og fandt hende. Dødsattester opbevares altså i bopælssognet og ikke i det sogn, hvor man døde.

Dødsårsagen viste sig at være en blodprop i lungen som komplikation efter en anden sygdom. Så det var rart at få en forklaring.

Mit fund af oldemors dødsattest har for øvrigt været medvirkende til, at vi har inviteret mine forældre på en sommertur til Sverige for at besøge min oldemors fødeby, Eldsberga tæt på Halmstad, og på vejen skal vi se museet på Kolonien Filadelfia.