Dødsattester i Danmark frem til 1940

Skuffebarnet

I 1937 er der borgerkrig i Spanien, og dødsstraffen i Danmark var endelig afskaffet 7 år tidligere. Hitler var blevet valgt i Tyskland, og i Danmark ses allerede brunskjorter i gaderne.

Disneys første tegnefilm Snehvide og de 7 små Dværge blev til og er en kæmpe succes i hele Europa, men hvem har råd til at gå i biografen, når der i Danmark er landbrugskrise og stor arbejdsløshed. Stauning har været regeringsleder i snart 10 år. 1 øl koster 30 øre og en faglært mand tjener 1,55 kr. og en kvinde 0,85 øre i timen. Kvindernes position i samfundet var at passe hjem og børn, de færreste har en uddannelse. De siger ikke deres mening og ytrer sig sjældent i forsamlinger, derfor blev de nemt opfattet som uvidende. 

I begyndelsen af 1937 går Valborg rundt i Odense og har mistanke om, at hun er gravid. Valborg er 28 år og har været gift med slagter Rasmussen. De boede ude på landet, og Valborg fødte for knap 10 år siden et barn. Pengene var små, og folk på landet havde ikke så ofte længere brug for en slagter. Hun hjalp sin mand med at lave pølser og andet pålæg, men det gik økonomisk ned ad bakke. Hun havde derfor måttet tage arbejde på værtshusene i Odense som kogerske. Barnet blev sat i pleje, og hun var blevet skilt fra slagteren.

Nu ventede hun barn med Niels. Men da Niels hørte, hun var gravid, ville han ikke vide af det. Hun ønskede sig virkelig barn og familie, og følte sig svigtet af Niels.
 

Billede: Odense Bys Museer, odensebilleder.dk, Kongensgade 1934

Hun havde længe haft forskellige ansættelser som kogerske. Men altid på værtshuse og knejper, det samme hårde slid, hvor hun skulle stå til rådighed døgnet rundt. Derfor valgte hun at flytte ind på et værelse i Oluf Ryesgade.

Valborg regnede med, at hun skulle føde i slutningen af oktober eller først i november. Måske kunne hun søge en plads som husbestyrerinde, hvor hun kunne have barnet med.

Hun havde til hensigt, når hun mærkede tegn til, at fødslen gik i gang, da at lade sig indlægge på Forsorgsanstaltens sygeafdeling. Hun havde en del børnetøj fra sin tidligere fødsel, det lå hos hendes mor, og hun regnede i øvrigt med, at det nødvendige tøj blev leveret af sygehuset.

En af de sidste dage af september var hun ude at cykle og havde bemærket, at hendes graviditet generede hende, og hun besluttede herefter ikke at cykle mere inden fødslen. Natten efter cykelturen fødte hun; mindst 1 måned før end ventet.

Hun havde ikke haft ondt, som hun udlagde som veer. Hun havde nemlig kun haft smerter i ryggen af samme art, som hun altid havde med mellemrum. Hun gik i seng til sædvanlig tid og faldt med det samme i søvn, men vågnede hen på natten med smerter i ryggen og utilpashed. Hun stod op for at tage en tablet, hvorefter hun blev urolig og havde tiltagende smerter, og fik så den tanke, at fødslen muligvis var i gang. Hun ville skynde sig i tøjet, få fat i en vogn og køre på sygehuset. Men lige da hun tog beslutningen, fødte hun barnet, idet hun sank sammen på gulvet.

Hun sagde senere, at barnet ikke gav lyd fra sig, men i øvrigt fik hun umiddelbart efter fødslen et besvimelsesanfald af samme art, som hun ofte havde haft, og som plejede at vare ca. 1 kvarter.

Da hun kom til sig selv lå hun på gulvet med barnet mellem sine ben. Hun undersøgte straks barnet og var sikker på, at det var dødt. Hun bevægede dets lemmer, stak sin finger ind i munden på det, men det viste stadig ikke tegn på liv. Skulle hun hente hjælp?

Nej, hvis barnet var dødt, behøvede ingen vide, at hun havde været med barn. Første gang hun fødte, varede fødslen jo et døgn, så hun havde troet, at hun let kunne nå at komme på sygehuset.

Valborg lagde sig op i sengen med barnet, måske var det hele bare noget, hun havde drømt.

Om formiddagen stod hun op, tørrede blodet af gulvet, og så pakkede hun barnet og efterbyrden ind i noget tøj og lagde det ned i en skuffe i sin kommode.

Hun gik de næste dage rundt som i en døs.

4-5 dage senere fik hun en plads i huset, men kommoden blev stående i værelset i Olaf Ryesgade.

Den blev flyttet 1. november, da hun tog på besøg hos sin fætter i Højslev, og da hun 1. december fik plads i Skørping, tog hun kommoden med hertil.

I slutningen af januar 1938 sendte hun kommoden med toget til Odense samtidig med, at hun selv tog af sted. Hun lod kommoden stå på godsbanegården, fordi hun indtil videre ikke havde nogen fast plads, idet hun boede dels hjemme og dels i København, hvor hun hjalp til i perioder.

Hun tænkte en gang imellem på at sige det hele til sin læge eller til sin mor. Men hun ville jo helst holde det skjult, selv om det var meget svært at gå med det alene. Hvis barnet havde været levende, havde hun ikke været bange for at fortælle, hvad der var sket.

Hun havde slet ikke lyst til at skille sig af med det lille barn, der stadig lå i skuffen i kommoden, men hun vidste også, at det var helt galt.

Hun ringede flere gange til godsbanegården for at høre, om kommoden var kommet frem!

 

 

På godsbanegården i Odense står en kommode.

Ja, den har faktisk stået der længe – knap 3 måneder. Trafikkontrollør Henriksen er godt træt af den, da der har bredt sig en ulidelig stank i lokalet. Han snakker lidt med pakhusformand Rasmus Rasmussen om ikke de skal se, hvad der er i kommoden.

De finder i venstre halvdel af nederste skuffe en stinkende masse, der er indsvøbt i forskellige stykker tøj. Da Henriksen og Rasmussen gør dette fund, finder de det meget mistænkeligt, og de underretter politiet efter at have henlagt bylten på perronen.

Politiet kom til stede og transporterede bylten til politistationen, hvor politimesteren og amtslægen foretog nærmere undersøgelse, hvorved det viste sig, at bylten indeholdt et tilsyneladende fuldbåret barnelig af hunkøn i meget stærkt henfald.

I ligsynsrapporten står bl.a.

Liget var først indsvøbt i en stærkt opløst avis, Fyens Stiftstidendes radiotillæg, hvorpå fulgte et blå- og hvidstribet stofforklæde, hvorpå et grønt gummiforklæde med røde blomster, derpå et korset og her udenom et lagen. Der er ikke påvist tegn på vold. Herefter følger en omhyggelig obduktion af både indre og ydre.

De følgende dage er aviserne i Odense fulde af gisninger om, hvornår og hvordan og af hvem barneliget er blevet anbragt i kommodeskuffen. Aviserne mener endda, at moderen er flygtet.

Billede: Fyens Stiftstidende 8. april 1938

Men Valborg henvendte sig straks til politiet. Hun havde klædt sig på i sit bedste tøj med hat, handsker og en lille taske, hvori der lå en blyant, en kam og nøgler. Hun havde 6 kr. og 46 øre i rede penge.

Valborg sigtes for fødsel i dølgsmål (fødsel i skjul) og hun sidder i arresten 15 dage. Ifølge Retsprotokollen nægter hun sig skyldig i noget ulovligt.

Hun forklarer alt, som det er foregået. Man ønsker hendes mentalitet undersøgt.

Valborg er villig til at møde hos amtslægen til ambulant behandling.

Mens Valborg sad inde, modtog hun ingen besøg. Hendes celle blev rengjort 4 gange af 50 øre pr. gang, ligeledes fik hun en gang vasket sit tøj af 2,20 kr. Alt sammen noget, hun selv måtte betale.

Hun modtog et anbefalet brev indeholdende et armbånd og et ur. Sandsynligvis hendes eget. Valborg modtog også et brev fra sin far indeholdende 10 kr.

Valborg blev herefter løsladt. Hendes mentale tilstand blev sandsynligvis undersøgt, men det har ikke været muligt for mig at finde rapporten. Sagen afsluttes, og Valborg bliver aldrig sigtet, og dermed ikke straffet. Hendes datter bliver kort efter begravet – et halvt år efter fødslen.

Året efter bliver Valborg gift med Niels, den samme Niels som tidligere havde svigtet hende, og de får mindst et barn sammen. De når endda at fejre guldbryllup. Men alle årene har hun helt sikkert båret rundt på mindet om den lille pige.

Se dødsattesten (barsk læsning): 

 

 

Kilder:
Rigsarkivet, dødsattester og obduktioner fra Odense by, 1938

Anholdelsesprotokol, 1935-1940
Retsbog for straffesager
DMI
Et lokalhistorisk arkiv på Fyn
Politiets hovedjournalsager
Historiens Hus, Odense
Kirkebøger
Danmarks Statistik
Fyens Stiftstidende og andre fynske aviser
Flere søde og hjælpsomme mennesker på Rigsarkivet, Odense og i foreningen DIS-Odense
Og ikke mindst Irene Mose, der fandt attesten og satte det hele i gang 

Indsamlet og skrevet af Lone Grand, 2016